Som alle forældre glæder vi os over de fremskridt, som vores børn gør. Helenes udvikling går bare så meget langsommere end "normale" børns. Da vi ikke har en egentlig diagnose på Helene, udover at hun er retarderet - hvilket er et vidt begreb - har vi heller ingen prognose for, hvordan hun vil udvikle sig. Vi ved således ikke, om Helene vil få et verbalt sprog, om hun bliver renlig, om hun vil kunne spise selv, osv. I det hele taget om hun vil kunne klare sig selv. Indtil nu er der heldigvis hele tiden sket fremskridt, og Helene har lært mere og mere.

Helenes udvikling er gået meget langsomt. Da hun var 11 måneder gammel fik vi på KAS Glostrup foretaget en motorisk-perceptuel udviklingstest, der viste, at hun var udviklet som et barn på 6-7 måneder, bortset fra grovmotorisk, hvor hun var lidt længere fremme, nemlig svarende til et barn på 9 måneder. Den fysioterapeut, der fulgte Helene lavede en ny test, da Helene var 1 år og 8 måneder gammel. Konklusionen var, at Helene nu var udviklet som 8 måneder, bortset fra grovmotorisk, kinestetisk, følesans og hørelsen, hvor hun var som et barn på 11 måneder. Der var altså ikke sket meget mellem de to test.

Derimod er der sket en masse med Helene siden.

Først og fremmest begyndte hun at gå. Hun tog de første prøvende skridt, da hun var 1 år og 10 måneder, og hun gik "rigtigt" - dvs. alene og forholdsvis sikkert - da hun var godt 2 år. Det var en lettelse, at hun kunne gå selv, for hun var efterhånden blevet tung at bære rundt på.

Det var også, da hun var godt 2 år, at hun fik briller og begyndte også i specialbørnehave. Vi fik på dette tidspunkt bedre kontakt med Helene. Hvor hun før havde været svær at få øjenkontakt med og stort set aldrig havde "opsøgt" os, oplevede vi nu, at hun ofte kom hen til os og bad om at komme op ved at række hænderne op mod os, og vi kunne også holde øjenkontakt med hende i længere tid. Og hvor hun tidligere havde brugt sin hånd meget - ved at holde den op foran sig og bevæge den - til at skabe afstand/værn overfor nye ting og mennesker, oplevede vi nu, at hånden ikke længere blev brugt på denne måde.

Nu hvor Helene er 3 år har vi fortsat god kontakt med hende. Hun styrter nu rundt over det hele - dog ikke op og ned ad trappen. Hun har lært selv at kravle op på sin triptrap-stol, og hun kravler ned igen med lidt hjælp. Når hun er kommet op på stolen, venter hun på, at vi roser hende, og når det så sker, stråler det lille ansigt. Hun vinker "godnat" og "farvel", når vi opfordrer hende til det, og hun er begyndt at "adlyde" enkle ordrer, som f.eks. "Kom hen til mor" - Det skal ofte siges nogle gange, før der sker noget, men hun gør det som regel. Hun pludrer ikke så meget i øjeblikket, men det er formentlig, fordi hun bruger sin energi på andre ting/ på at lære noget nyt. Hvor hun før har haft brug for mange pauser i samværet med andre, kan hun nu klare lang kontakt og lange lege.

Helene er iøvrigt en glad og veltilfreds pige. Hun er meget glad for at føle på ting, og hun kan bruge lang tid ved kassen med Duplo-klodser, hvor klodserne bliver taget op og følt på, og nogle af dem bliver studeret flittigt - der har endda været nogle gange, hvor hun forsøgte at sætte to klodser sammen!