Seneste om Helene
11.2.03
 
--------------------------------------------------------------------------------
11. februar 2003
--------------------------------------------------------------------------------

Skolestart
Helene er "vokset" utroligt meget ved at starte i skole. Vi var fantastisk spændt på hvordan hun ville reagere på ikke længere at komme i sin elskede børnehave - men det viste sig at Helene var helt klar til et skift. Der har ikke været nogen problemer i forhold til at starte i skolen.

Skolegang
Vi bruger billeder, tegninger og pictogrammer (såvel fra boardmaker som andre) her hjemme, men i skolen har de stor succes med at anvende konkreter i skemaet. Helene har endnu ikke helt forstået rutinen i at "gå til skema", men det går fremad.

Skolen arbejder også på at anvende PECS i forhold til Helene, men det er også kun i sin meget spæde start.

Helene er meget stolt af og glad for at gå i skole, og vi kan mærke på hende at hun gerne vil videre og have anderledes udfordringer her hjemme også. Hidtil har Helene fx anvendt et PC-program hvor tastaturet er indgangsvinklen til ændringer i lyd og billede på skærmen - nu har hun gjort os forståeligt at hun gerne vil noget med musen - ganske flot.

Lillesøster Clara og Helene
Helene er blevet meget opmærksom på og glad for Clara. Hun kan virke helt stolt over alt det Clara kan (Clara på 2 år har overhalet Helene på næsten alle punkter).

I en situation hvor familien sad og spiste ved middagsbordet og Clara begyndte at græde, tog Helene initiativ til en aktivitet der afledte Clara, så hun stoppede med at græde. Det var bare så flot - og det er op til os at vurdere om der var tale om at Helene bare ønskede at den larm skulle stoppe eller om hun virkelig ønskede at "trøste" lillesøster.

--------------------------------------------------------------------------------
20. august 2002
--------------------------------------------------------------------------------

Helenes hverdag (da hun gik børnehave) er beskrevet i en temaartikel i gratisavisen metroXpress i dag. Siden artiklen blev skrevet er Helene startet i specialskolen Bakkeskolen. Den første uge er gået godt.

--------------------------------------------------------------------------------
26. maj 2002
--------------------------------------------------------------------------------

Handicaptandemcykel
I efteråret 2000 fik vi bevilget en handicaptandemcykel som merudgift i henhold til Serviceloven, og den har vi haft meget stor glæde af. Nu cykler hele familien ture i mosen og til skoven, ned i bedsteforældrenes kolonihave i nærheden, ud at handle, osv. Det er mest far og Helene, der cykler sammen på tandemen, mens Carina og mor (eventuelt med Clara bagpå) cykler på almindelige cykler. Både i 2001 og i 2002 var vi (med undtagelse af Clara) med i cykelløbet Herlev Rundt på 20-25 km. Stor oplevelse. Den har virkelig været guld værd den cykel.

Fritid i øvrigt
Her i vinter begyndte Helene at gå til både ridning og svømning i weekenden. Hun er meget glad for begge dele.

Helene leger stadig ikke ret meget, men er glad for at høre musik (klassisk musik, Sigurd Barret, Lars Jønner Alving, mv.), se video (Alfons Åberg), få læst historier og gynge.

Skole
Helene skal i skole til sommer, og hun har fået plads på Bakkeskolen i Bagsværd, som er amtets nye specialskole for børn med autisme. Den blev startet sidste år i lokaler, der før blev brugt af Skolen på Taxvej, der nu er flyttet til nye bygninger. Det var i øvrigt der, at vi gik i Småbørnstilbuddet på Taxvej, fra Helene var 1 til 4 år. Det bliver nok svært for Helene - og os - at holde op i børnehaven, som vi har været meget glade for. Men også spændende at komme videre!

Forældre- og søskendekursus
Helenes storesøster Carina på 9 år og vi forældre har netop været på et 2-dages forældre- og søskendekursus, arrangeret af Center for Autisme. Det var alletiders gode oplevelse, særligt for Carina, der fik mulighed for at være sammen med andre søskende til handicappede børn. Børnene fik den sidste dag hver en T-shirt med teksten "Jeg er også speciel". Og det er de jo!

--------------------------------------------------------------------------------
17. september 2000
--------------------------------------------------------------------------------

Helene startede 1. juli på en ny stue - en autiststue - i specialbørnehaven. Hun har klaret skiftet godt, og hun er stadig glad for at komme i børnehave. Der har været flere omvæltninger for Helene, idet det nu er et andet busselskab, der kører hende til og fra børnehaven, men også det har hun taget pænt. For nyligt var hun for første gang på koloni med børnehaven. Kolonien varede 4 dage, og det var første gang Helene overnattede et andet sted sammen med andre end forældrene eller familien - også dette klarede hun fint.

Hjemme har Helene ikke længere så meget brug for dagsskemaet til de dagligdags ting, som hun kender godt - såsom at dække bord og spise. Vi kan også afbryde hende med succes, hvis det gælder at spise kage :-). Det går også meget bedre med borddækningen. Hun er nu begyndt at stille tallerknerne på dækkeservietterne, selv den fjerneste dækkeserviet bliver forsynet med en tallerken - men ikke uden at hun bliver opfordret til det.

Når der skal læses godnat-historie, vælger Helene selv en "Alfons Åberg" bog fra reolen. Hvis vi i løbet af dagen spørger Helene, om vi skal læse en historie, vælger Helene oftest en "Totte" bog fra samme reol. Helene er glad for at lytte til musik, specielt Aqua og børnesange. Da hun for nyligt hørte "Tre små soldater" fandt hun uopfordret den sangbog, hun har med sangen i - slog op på sangen og gav den til mor, for at hun skulle synge med. Vi synes det er flot, at hun kan kombinere på den måde.

Helene har tidligere været nærmest skrækslagen for telefonen, når vi talte i den, men har på det seneste lyttet interesseret til mormor i telefonen og givet enkelte lyde fra sig. Efter hun første gang havde "talt" med mormor på denne måde, pegede hun på telefonen og "talte" videre, som om hun ville fortælle mor, at hun havde talt i telefon.

--------------------------------------------------------------------------------
4. september 2000
--------------------------------------------------------------------------------

Helene er blevet storesøster. Det er spændende at se, hvad Helene siger til sin lillesøster. Lillesøster blev født klokken 0:19 og er - ifølge forældrene - en dejlig pige.

--------------------------------------------------------------------------------
Marts 2000
--------------------------------------------------------------------------------

Vi har været på skiferie, og Helene prøvede at stå på slalomski i en dag - de øvrige dage kælkede Helene. Vi havde før ferien ikke troet, at hun ville finde sig i at få sådan nogle brædder under fødderne - endsige at hun ville kunne holde balancen, men det gik over al forventning - og Helene virkede meget stolt, da hun kørte ned sammen med farmand. På et tidspunkt blev hun træt (læs: umulig), men da hun kom tilbage til skiene, forsøgte hun selv at stå op på dem - stor var forældrenes glæde.

--------------------------------------------------------------------------------
9. februar 2000
--------------------------------------------------------------------------------

Vi har netop været til kontrol med Helenes hjerte. Det ligner næsten et normalt hjerte, og de vil ikke se hende mere. Fra at have været et altoverskyggende problem, er der ingen grund til bekymring omkring hjertet - hvor er det bare dejligt :-)

--------------------------------------------------------------------------------
15. januar 2000
--------------------------------------------------------------------------------

Helene elsker nu at klappe. Hun kan ikke se sin far i nærheden af spisebordet uden, at hun begynder at klappe. De har en leg sammen, hvor far kan klappe meget højt - til Helenes store fornøjelse. Helene er begyndt at klappe varieret og elsker, hvis hun kan "styre" alle ved bordet.

Med hensyn til borddækningen har vi nu indført hvide plastikdækkeservietter, hvor vi har tegnet omridset af en tallerken. Tanken er, at Helene skal sætte en tallerken på hver dækkeserviet, men det sker stadig kun med meget hjælp, og Helene er ikke meget for det.

--------------------------------------------------------------------------------
24. november 1999
--------------------------------------------------------------------------------

Her i efteråret 1999 er Helene begyndt at være mere selvhjulpen, bl.a. i spisesituationerne. Hun tager nu selv gaflen og fører den op til munden (Vi skal dog fortsat sørge for at der kommer noget på gaflen). Rugbrødsmad, der er skåret i enten små bidder eller kvarter, kan hun spise med fingrene. Hun drikker også selv - bruger to hænder til at holde om kruset. Men hun skal fortsat "huskes på", at hun skal spise og drikke, medmindre vi serverer en af hendes livretter: Kylletter, pommes frites, cola eller kage!

Helene dækker hver dag bord til aftensmaden: En voksen står i køkkenet og giver hende f.eks. en tallerken eller knive og gafler, og så bærer hun det ind på bordet. Alle ting bliver dog sat på samme sted - og stablet - så rækkefølgen, hun får tingene i, skal helst være velovervejet. Hun dækker også bord til frokosten i børnehaven. Endelig er hun netop begyndt at åbne døre og tænde/slukke lys.

Vi har netop aftalt med børnehaven, at vi skal forsøge at lære Helene at klæde sig af og på, vaske og tørre hænder og børste tænder. I børnehaven har de længe gjort disse ting "sammen med Helene", dvs. har ført hendes hånd, så hun lærer bevægelserne. Nu tager vi fat på det her hjemme også - og det går faktisk ganske godt. Det er godt at "få et skub bagi" af børnehaven, for at vi ikke ubevidst tænker "det kan Helene ikke".




<< Home

Powered by Blogger